#4: HISTORIER FRA EN SOLOSELVSTÆNDIG

HVAD KAN DU LÆRE AF CECILIE,
DIN FREELANCE MARKETINGSASSISTENT?

“Spørg dig selv; hvad er det værste, der kan ske? Ofte er det ikke så slemt – specielt ikke når man lever i Danmark. Og tag så små skridt.”

 

Cecilie Als Nybo, digital nomade
‘Din Freelance Marketingsassistent’

Endnu en arbejdsdag … på 3-4 timer under palmerne

 

Cecilie Als Nybo sidder med sin laptop på en udendørs café blandt de andre digitale nomader på Bali. På bordene er der smoothie bowls, det dufter af hav, og vinden får palmebladene til at rasle. 3-4 timer senere holder hun fri.

 

Af Tina Blicher

“Hvis man siger fleksibilitet herhjemme, siger folk: Jeg kan møde mellem 8 og 9,” siger Cecilie og griner. For nogle år siden var dét hendes egen hverdag.

 

De sidste to år har Cecilie boet i Thailand og på Bali. Herfra arbejder hun som freelance marketingassistent og som businesscoach for kvinder, der også tænder på at arbejde på en anden måde. Hendes kunder er danske, og lønniveauet er dansk. Mens 3-4 timers arbejdsdag ikke skaber en formue, så hænger det fint sammen, når leveomkostningerne er thailandske og balinesiske.

 

“Det kan være en barriere at arbejde remote, men nogle kunder vælger mig til, fordi jeg lever det liv, jeg gør. De synes det er fedt og vil gerne samarbejde af den grund. Ikke alle kunder har brug for at være i samme tidszone, og jeg arbejder ofte med deadlines på en uge eller en måned, så jeg kan løse opgaverne, når det passer,” fortæller Cecilie.

Der er god tid til at dyrke flere sider af livet, når arbejdsdagen er på 3-4 timer.

Cecilie dyrker fx thai boxing seks gange om ugen.

Copy paste på potente overbevisninger

 

Beslutningen om at tage så langt væk alene og starte op som selvstændig ville vel kunne få selv en ung Ilse Jacobsen til at ryste i gummistøvlerne.

 

“Jeg har aldrig troet, at jeg skulle være, som jeg er nu. Jeg har aldrig været den, der er rejst ud, men jeg gjorde op med mig selv, hvad der var vigtigst. Og det var frihed,” siger Cecilie. Hendes familie havde forestillet sig, at hun ville tage turen 44 kilometer mod øst fra opvækstbyen Silkeborg til Århus. I stedet tog Cecilie – også til sin egen overraskelse – 11.689 kilometer længere mod øst og plantede sig der.

Fakturer som privatperson

Hemmeligheden bag beslutningen er et intenst ønske om at prioritere frihed over tryghed, og at styrke sig i nogle potente overbevisninger – dem må vi andre frit copy paste: “Jeg tror på, at der altid er en vej. Hvis der er noget du virkelig gerne vil opnå, så kan du komme derhen. Det er ikke sikkert, at det bliver ad den vej, du regnede med. Det kan godt være, det bliver virkelig hårdt, og at der kommer nedbrud undervejs. Men du KAN komme derhen. Det bliver jeg ved med at sige til mig selv.”

 

Og det fik hun ret i.

 

Siden er der kommet nye hjælpsomme overbevisninger til Cecilie’s indre kompas. Den konstante usikkerhed om, hvor den næste “lønseddel” kommer fra bliver balanceret af et klart valg om at frihed er vigtigere end økonomisk tryghed: “Jeg har opdaget, at jo mere jeg lader mig flyde med strømmen og ser, hvad der kommer af muligheder, jo lettere kommer tingene til mig. Det kan godt lade sig gøre at have frihed, ikke arbejde røven ud af bukserne og have penge på en gang.”

Det værste er ofte ikke så slemt

Cecilies bedste råd er ikke at være så “fandens bange” for at starte op: “Spørg dig selv; hvad er det værste, der kan ske? Ofte er det ikke så slemt – specielt ikke når man lever i Danmark. Og tag så små skridt. Et lille skridt kunne fx være at tage en enkelt kunde ind ved siden af dit faste arbejde. Kontakt en, der er startet op inden for det samme felt og find ud af hvad de gode og dårlige ting er. Vær undersøgende og legende i din proces og find ud af, om det er det værd? Er det at starte op selv virkeligt det, du har drømt om?”

 

Cecilie er også selv startet med en enkelt kunde. Siden er det kommet relativt nemt at få kunder ind. Hun deler gerne, hvordan det er gået til.

 

“Jeg får mine kunder gennem netværk, i iværksættergrupper og freelance-grupper på facebook og på LinkedIn. Jeg laver opslag, som ikke er direkte sælgende, men som handler om mit liv og min mentalitet og det arbejde, jeg laver. Det skaber nysgerrighed. Jeg besøger profiler på LinkedIn og kontakter folk. Der synes jeg virkelig, man skal være til stede. Der sker noget.”

 

Bag ønsket om frihed og det umiskendeligt fristende i palmeskyggen, har Cecilie et større formål for øje med sin måde at leve på og lave forretning på.

 

“Min passion er at hjælpe andre. Jeg vil vise, at der er andre muligheder, indgyde andre mod til at gå den vej, de drømmer om og på den måde gøre en forskel i andre menneskers liv.” 

TIPS, TRICKS, VÆRKTØJER & ARTIKLER FOR FREELANCERE


Tip os

Kender du en inspirerende freelancer eller soloselvstændig, som vi skal tale med? Send en mail til [email protected]

Vil du læse flere historier som Cecilie's?