7 Tips Til Den Perfekte Freelanceprofil

7 tips til den perfekte freelanceprofil

Værktøjer der gør din freelanceprofil helt skarp, og skaber vejen til din næste opgave.

Hvad end du er nyopstartet freelancer, eller har års erfaring, er det sundt at genbesøge forretningen, give den et tjek, og pudse din freelanceprofil af. Til det har vi lavet 7 input og 7 øvelser til dig.

Input der handler om at skabe retning, synlighed og gennemsigtighed i den måde, du arbejder på – og i sidste ende at skabe nye muligheder i din forretning.

Vi kalder det FREELANCERKASSEN, og det handler om at tage skridtet mod din næste opgave og skabe vejen gennem resten af dit arbejdsliv. 

Få syv indspark til at skabe din næste opgave

  1. Hvor er dit perfekte sted?
  2. Du er lige nu din egen chef og medarbejder
  3. Vis værdi for din kunde
  4. Skab overblik med din personlige forretningsmodel
  5. Pitch din værdi
  6. Hvem skal vide, at du eksisterer?
  7. Skab – undersøg – lær. Igen og igen.

Hvor er dit perfekte sted?

Japanerne kalder det ikigai og det kan groft oversættes til dit formål, din grund til at stå op om morgenen. Det handler om at være klar over, hvor du trives bedst. Når du kender det sted er det nemmere at søge det, at dyrke det og at arbejde på, at det sted bliver større og større, og at du bruger mest mulig tid lige der.

Kender du ikke dit ikigai, er sandsynligheden for at du ender der uendeligt lille. Det svarer faktisk lidt til, at du pakker en rejsetaske med både ski, stiletter og speedos, for derefter at sætte dig på dit stuegulv og håbe på, at du på magisk vis lige pludseligt befinder dig på din drømmeferie.

 

Ideen om din retning

Du bliver nødt til at have en idé om, hvorvidt du skal på dykkerferie, bestige bjerge, stå på ski eller sippe cocktails på en fancy rooftopbar før du ved, hvad du skal pakke i tasken. Før du ved om du skal pakke cyklen, købe en flybillet eller blive fastlægger på en campingplads i Nordjylland.

Er det rigtige for dig at vælge en destination og lære den virkeligt godt at kende? Kan du på magisk vis finde en destination, der rummer alle dine hedeste drømme forbundet på et sted. Skal du backpacke dig igennem livet fra sted til sted?

Essensen er netop at tage et valg. Valg som gør dig i stand til at finde den vej, der er lige præcis rigtig for dig. At finde dit ikigai.

Øvelse:
Find dit perfekte sted som freelancer

Download alle øvelser

Øvelse:
Din indre strategi

Download alle øvelser

Du er lige nu både din egen chef og medarbejder

Når du er chefen, er du den, der lægger retningslinjerne og laver visionerne. Chefen anerkender, strammer op og leder medarbejderne til at blomstre. Medarbejderen er til gengæld den, der udfører opgaverne.

Men når du er freelancer, er du begge dele på samme tid.

  • Vil du lade medarbejderen sejle sin egen sø uden en overordnet plan?
  • Er du en sur chef, når medarbejderen ikke leverer – eller er du enormt overbærende?
  • Er du den medarbejder, der leverer og bidrager, eller er du den, der brokker dig over opgaverne?

Din biks din kultur

Det er dig, der skaber kulturen i din egen biks lige nu, så tænk grundigt over hvilken chef og hvilken medarbejder, du ønsker at være. Arbejder du bedst hjemme, eller skal du finde en kontorplads eller sidde på f.eks. et bibliotek og arbejde. Skal du være helt solo, eller vil du indgå i fællesskaber med andre freelanceprofiler, der enten gør det fast eller freelancer på vej mod næste job.

Skriv ned, lav et mind map eller tegn, så du får styr på hvilken arbejdskultur, du vil byde dig selv på.

Vis værdi for din kunde

Som freelancer skal du være klar på præcis hvilken værdi, du skaber for dine kunder.

Du skal også vide, hvor det er, markedet for lige præcis din værdi findes. Din kunde skal være sikker på, at du skaber værdi.

 

Value Proposition Canvas

At have en helt skarp freelanceprofil, betyder også at du skal på din værdi. Det kan du f.eks. blive med et Value Proposition Canvas eller et ‘værdiskabelseskort’. Det handler om at undersøge:

  • hvad din kunde efterspørger af opgaver
  • hvad kunden forsøger at undgå og opnå
  • hvordan du er svaret på lige præcis deres opgaver

Du kan ikke sidde derhjemme og regne din Value Proposition ud helt selv – du skal i dialog med dine kunder. Det kan du fx kan komme på SoMe, gennem spørgeskemaer, små interviews eller ved at lave kaffemøder.

Øvelse:
Udfyld dit Value Proposition Map

Download alle øvelser

Øvelse:
Udfyld din personlige forretningsmodel

Download alle øvelser

Skab overblik med din personlige forretningsmodel

Når du er skarp på, hvilken værdi du skaber for din kunde, er du klar på at lave din personlige forretningsplan. En forretningsplan er grundlæggende en plan over, hvordan du med en snorlige freelanceprofil skaber værdi for dine kunder – og hvordan du tjener penge på det, du kan.

 

Business Model Canvas

Vi tager fat i modellen Business Model Canvas, fordi den nemt og overskueligt sætter fokus på, hvordan du når dine kunder, og om du har de ressourcer, du har brug for for at slå igennem. Og så er den desuden et forrygende supplement til dit Value Prop Canvas.

Du har allerede kigget på din værdi og dine kunder. Nu er det tid til at kigge på, hvordan du når kunderne, til at undersøge hvilke ‘aktiviteter’, du skal skabe i din business, og om du har de ressourcer, der skal til.

Har du f.eks. ikke ressourcerne, skal du måske have hjælp fra dit netværk i form af nye partnere – og måske endda danne nyt netværk. Du begynder måske på LinkedIn at fortælle om den værdi, du skaber og om de ambitioner, du har. Du får ny viden fra både gamle og nye kontakter ved at stille spørgsmål på SoMe, IRL og ved at lave kaffemøder. Måske kender dit netværk en ’kanal’ til en ny kunde? Måske får du ny viden om en branche eller ny indsigt i den værdi, du skaber? Det kan også være, at du finder ud af, at der skal nye ressourcer til i form af nye kompetencer.

Pitch din værdi

Du skaber kun værdi, hvis projektlederne ved, at du eksisterer. Derfor er et af freelancerens vigtigste redskaber at kunne pitche.

Et pitch går kort ud på, at du med ganske få ord kan fortælle om den værdi, du skaber, og hvorfor du er det bedste valg til en opgave.

  • Fortæl hvad du er passioneret omkring
  • Fortæl hvordan din passion skaber værdi – og for hvem
  • Fortæl hvorfor du er den bedste til at løse opgaven
  • Fortæl om hvad du konkret gør

Når vi pitcher, har vi en tendens til at fortælle om, HVAD vi gør, i stedet for at fortælle om vores ambitioner, og hvad resultatet er af det, vi gør – altså HVORFOR, vi gør, som vi gør. Men du skal gøre det lige omvendt: start der, hvor andre kan mærke, at du er passioneret.

Et godt pitch skaber værdi, når det lever. Du skal bruge dit pitch til at komme i dialog med folk på LinkedIn, på Facebook, i dine ansøgninger og mails, til middagsselskabet og hvorfor ikke ved busstoppestedet. Dit pitch skal give dig adgang til kaffemøder, mindre jobs og i sidste ende dit drømmejob.

Øvelse:
Træn din pitch

Download alle øvelser

Øvelse:
Shine on you crazy diamond

Download alle øvelser

Hvem skal vide, at du eksisterer?

‘Synlighed er eksistens’, siger Christian Have, der har arbejdet med PR hele sit liv. Det gælder også for dig. Og du ved det godt: Du kan ikke lave en forretning, hvis du ikke er synlig. Alligevel er markedsføring og salg en hadet disciplin hos mange, og vi forbinder det med irriterende sælgertyper, der forsøger at pådutte os noget, vi slet ikke har lyst til.

Men det er ikke det, det handler om for dig. Du har nemlig noget, der skaber værdi for andre, og hvis du ikke fortæller om det, du kan, så fratager du i bund og grund andre muligheden for at tage det bedste valg; nemlig dig.

 

Skab synlighed

Du kan skabe synlighed på mange måder. Du kan f.eks. gå målrettet efter enkelte kunder, eller du kan sende dit budskab bredt ud – eller eventuelt en kombination.

Det vigtige er, at du beslutter dig for at gøre dig selv synlig, og at du slipper tanken om, at vejen til dit næste job udelukkende går gennem en klassisk ansøgning, hvor du måske ender i en bunke med flere hundrede andre.

 

Fortæl om dig selv

Så hvordan vil du skabe synlighed? Et oplagt sted at starte er at sige højt, at du tilbyder dig som både freelancer og fastansat. Sig det til dem, du møder, sig det på dine sociale medier som LinkedIn, Facebook, Twitter. Når du fortæller om dig selv så husk hele tiden, at du er ude på at skabe værdi for dem, du taler til. Så giv lidt viden fra dig og spørg ind til den andens behov, så du er sikker på, at du kan målrette dit budskab til dem, du taler med.

 

Afsøg dit netværk

Spørg også ud i dit netværk, hvem de synes, du skal snakke med. Research på virksomheder, der kunne være spændende at arbejde for. Research på interessante samarbejdspartnere. Og tag så kontakt direkte til virksomheden og pitch. Eller connect med relevante medarbejdere på LinkedIn. Sørg for at stille åbne spørgsmål og spørgsmål, som er nemme at svare ja til.

Husk, at det at sælge handler om at skabe en relation – og det er ikke altid at relationen bliver skabt i første forsøg. Et nej er ikke nødvendigvis et nej for evigt, og det er helt normalt at skulle fortælle flere gange om den værdi, du skaber, før du rammer den rigtige timing. Faktisk er der lavet en undersøgelse, der viser at 80% af alle salg først bliver lukket ved femte til tolvte kontakt. Så prøv igen, spørg om noget nyt eller giv tingene tid – og prøv så igen.

Skab – undersøg – lær. Igen og igen.

Den stærke freelancerprofil ved, at for at få succes skal hun gøre noget lidt anderledes end andre. Men hvordan ved vi, om vores take på ’anderledes’ skaber værdi? Svaret er at prøve det af.

Lean Model Canvas lærer os, at alting er en proces. Du får en idé, du prøver den af, du får feedback på din første udgave, og så bruger du feedbacken til at udføre en ny idé.

Det kunne f.eks. se sådan ud: Du får en idé til et nyt foredrag – du fortæller om det på din LinkedIn-profil for at se, om der er interesse. Dine connections er vilde med din idé, og der er enighed om at det kunne være fedt, hvis det var en heldags workshop. Den feedback bruger du og ændrer formatet på dit foredrag til en workshop. Du slår nu din workshop op, og folk begynder at melde sig til. Herefter laver du indholdet til workshoppen, inviterer et par stykker ind til feedback. Bruger feedbacken til at tilrette den endelige workshop. Du holder den. Folk er glade. Du retter lidt til igen, og holder en ny workshop…

 

Fra Lean Startup til din freelanceforretning

Du kan bruge tankerne bag Lean Start Up på alle områder af din forretning: Dine produkter, din kommunikation, dine salgsmetoder. SoMe-content, din undersøgelse af din værdi, dine billeder, din måde at arbejde på, selvledelse etc. Hvad har gennemslagskraft – og hvad har ikke? Beslut dig for at være nysgerrig. Prøv ting af. Få feedback. Og start så forfra med din nye viden.

Har du allerede helt styr på forretningen, og skal sende en faktura afsted, så kan du finde inspiration her.

Øvelse:
Evaluer dig selv en gang om ugen

Download alle øvelser

FREELANCEKASSEN

Træning og øvelser

Tag skridtet mod din næste opgave, og skab vejen gennem resten af dit arbejdsliv. 

Vi har lavet syv opgaver til dig. Du kommer langt med at bruge en time pr. øvelse, men sæt gerne mere tid af og gå i dybden.

Du kan både lave øvelserne alene eller sammen med en eller flere andre. Det vil give vidt forskellige udbytter at gå solo eller kollektivt ind i øvelserne. Prøv dig frem.

Øvelserne kan laves igen og igen – evt. med en-to måneders interval.

 

Du får øvelserne sendt på din mail

Når du downloader øvelserne siger du samtidigt ja til at modtage vores nyhedsbrev. Der sender vi løbende værktøjer, netværksarrangementer, gode råd, mulighed for at deltage i accelerationsforløb og meget andet.

Du kan framelde vores nyhedsbrev til hver en tid, ved at klikke på linket direkte i de mails du modtager fra os. Når du klikker på download acceptere du vores privatlivsbetingelser samt at vi må behandle dine oplysninger i overensstemmelse hermed. Du kan se vores privatlivsbetingelser her.